Jane kommer til huset med spørgende øjne, som jeg forsøger at undgå, så længe jeg kan. Jeg har lovet hende at pakke sager fra køkkenet og give dem til hende; salt, peber, mel, ris, bønner, forskellige tørvarer. Men der er andre i huset, hvis problemer vil accellerere, hvis mine gaver bliver til grundlag for hendes mæthed. Hvis jeg rejser igen, hvem skal så udøve den europæiske solidaritet? Hvis drengene opdager, at jeg pakker ting til Jane, vil hun måske ikke længere være vores leverandør af rengøring. Hun har høstet vand fra deres kilde. Men deres adgang til kilden er længere opstrøms.
       »Vær nu sød ikke at glemme mig,« hvisker Jane, når jeg passerer hende i entréen.
       »Det lover jeg. Jeg kan komme til dit hjem senere i dag med ting. Jeg har bare ikke nået at være ved købmanden,« hvisker jeg.
       »Jeg er hjemme hele dagen, du ved hvor jeg bor,« hvisker Jane. Hun holder øjenkontakten som et fast greb om mit håndled. Jeg ser direkte i hendes øjne, nikker, vrister mine øjne fri og går til køkkenet. Sætter mine hovedtelefoner på ørerne og sætter vand over til kaffe, lader som om at jeg har travlt.
       Kosten, som Jane skal feje med, er kortere end afstanden fra hendes hænder til gulvet, så hun må gå med bøjet ryg gennem arbejdet. På den måde er det nemmere for os at undgå hendes blik.

        Vi afbrænder ndom til en sydafrikansk takt. Det er den eskapistiske metode. En kombination af min mangel på ord og hans uendelige tålmodighed.
       »Disse problemer tiltrækker flere problemer,« siger Sammy. Hans øjne er tomme. Hans hånd bevæger saksen igennem bunken med bangi på kladdehæftet i en rolig, cirkulær bevægelse. Han klipper græs og observerer luften med den største ligegyldighed.
       Politibetjenten, der har modtaget anmeldelsen om fætterens viften med kniven, kommer til at vande sin have det næste stykke tid. Men hvorfra skal familien tappe det vand, som skal doneres til hans glemsomhed? Hvis fætteren ikke betaler, kommer han i fængsel, og familiens relationer vil tørre ud i den brændende varme.
       »Det er dig, der skal betale,« siger Sammys moster.
       »Hvorfor det?« Spørger Sammy.
       »Det var dig, som hentede politiet« siger hun.
       »Men det var din søn, som truede mig med en kniv,« siger Sammy.
       »Fordi du beskyldte ham for at stjæle fra blegfis, selvom det er blegfis, der stjæler hans tid. Hvorfor kunne han ikke selv gå til vejen og veksle sine sedler?« Siger Sammys moster.
       »Tsk,« siger Sammy.
       Før var han løven, der beskyttede sit bytte. Men nu er han selv en syndebuk. Jeg betaler for det besvær, jeg har skabt.